| Fortrydelsesfristen |
|
|
Fortrydelsesfristens længdeDu skal oplyse køber om, at fortrydelsesfristen er 14 dage, hvilket gælder for både varer og tjenesteydelsers vedkommende. De 14 dage er 14 hele dage. Selv om forbrugeren for eksempel modtog varen den 10. juni kl. 10.00, kan han altså stadig nå at fortryde købet hele den 24. juni. Hvis fortrydelsesfristens sidste dag falder på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den følgende hverdag, jævnfør forbrugeraftalelovens § 18, stk. 7. Giver du efter købet ikke forbrugeren de oplysninger, han har krav på på et varigt medie, begynder fortrydelsesfristen først at løbe fra det tidspunkt, hvor du giver disse oplysninger. Giver du for eksempel først oplysningerne en måned efter salget af en tjenesteydelse, har køber altså 1½ måneds fortrydelsesfrist. Giver du aldrig oplysningerne, løber fortrydelsesfristen dog ikke uendeligt. Fristen udløber altid senest 3 måneder efter aftalens indgåelse (ved tjenesteydelser og varer, som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov) og i andre tilfælde senest 3 måneder efter den dag, hvor forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde. |

